Julen kan være fuld af sorg

I morgen er det december. Det er en måned i den lange skandinaviske mørke og lang vinter, som er fyldt med håb, kærlighed, gode budskaber og et ønske om at være sammen med de mennesker vi værdsætter. Dette fokus betyder også, at december kan være en rigtig svær måned og periode for de mennesker, der lider, sørger, er ensomme eller har mistet en elsket slægtning eller ven. Personligt er dette også en svær jul for mig, da det bliver min mors sidste jul.
Jeg har holdt juleaften med min mor hver eneste jul indtil for 2 år siden, hvor min mor var begyndt at blive så syg, at hun ikke orkede at holde jul med børn og larm længere.

Derfor er det vigtigt at give tid til at sørge, hvis du har brug for det. Julen er en blandet tid og på den ene side glæder jeg mig til at holde jul med mine børn, mand og andet familie, men samtidigt kan jeg mærke den dybe sorg over at vide, at det bliver min mors sidste jul. Det er sørgeligt, vemodigt og jeg tillader mig selv at græde i sjældne stunder.

Trøstende og anerkendende ord til dig, der er i sorg eller savner en elsket i julen

Prædikerens Bog kap 3. i Bibelen

Alt har sin stund og hver en Ting under Himmelen sin tid:

Tid til at fødes og Tid til at dø, Tid til at plante og Tid til at rydde,
Tid til at dræbe og Tid til at læge, Tid til at nedrive og Tid til at opbygge
Tid til at græde og Tid til at le, Tid til at sørge og Tid til at danse
Tid til at kaste Dten og Tid til at sanke Sten, Tid til at favne og Tid til ikke at favne
Tid til at søge og Tid til at miste, Tid til at gemme og Tid til at bortkaste
Tid til at flænge og Tid til at sy, Tid til at gemme og Tid til at bortkaste,
Tid til at elske og Tid til at hade, Tid til Krig og Tid til Fred.

Respekter dit savn og din sorg
Er du i sorg eller savner du en du har elsket så respekter de signaler du får fra dit hjerte og hjerne. Anerkend og respekter din sorg eller savn. Tag dig tid til at mærke følelserne. Græd. Råb. Gør noget aktiv. Fortæl ærligt dine omgivelser, at julen måske kan være svær for dig da du er tynget af et sorg og et savn, der føles ekstra nærværende og intenst her i julen. Er du religiøs eller kan finde trøst i Guds ord så læs i Bibelen og lad dig trøste ved Bibelens budskab om det evige liv og at du vil gense de mennesker der betød meget uanset om de er døde eller du har mistet kontakten med dem.

Hav fokus på det, der betyder noget for dig. Kun du kan definere dette. Er det at holde fokus på at være sammen med de mennesker du elsker eller vil du bare være alene? Der er ingen rigtige facit - kun du ved, hvad der er rigtigt for dig og dine nære. Personligt giver jeg mig selv nogle stunder, hvor jeg kan lade tårerne trille og mærke mit dybe, dybe savn og sorg over, at jeg ved, at denne jul bliver min mors sidste. Jeg går i kirke og finder ro i kirkens rum.

Det vigtigste er at huske, at det er legitimt at synes, at julen kan være svær. Prøv at give tid til både at føle sorg og glæde - præcis som det beskrives i Prædikerens bog.

En glædelig december ønskes du - på trods.